I Málaga er LEMA-projektet formet af to instanser: Universida de Málaga (UMA) og the Den marokkanske forening for integration af immigranter (Asociación Marroquí para la Integración de los Inmigrantes).
Hvad angår Intellectual Output 2 ‘Urban Action’-delen af projektet, arbejdede man i med unge immigranter mellem 18 og 20 år. Det var unge mennesker fra Marokko, som migrerede alene fra deres land da de stadig var under 18. Da de blev registreret i Spanien af de rette instanser og fik status af “Uledsagede unge”, tog myndighederne sig af dem. Systemet brugte de eksisterende mekanismer for beskyttelse af børn, som bl.a. sørgede for husly, mad og minimale livsvilkår. De fik uddannelse og et forsøg på at hjælpe dem til at opbygge et værdigt liv inden for de rette lovlige kanaler. Alt dette skete indtil de fyldte 18.
Problemet opstod da de unge nåede den alder. Al støtten blev frataget og de var efterladt i en risikabel situation, som kunne ødelægge alt det foregående arbejde. De var efterladt sårbare og udsatte for mange forskellige farlige situationer. De var nødt til at overleve med få ressourcer i et fremmed miljø. For ikke at glemme, at de ikke havde familie i nærheden, var i et fremmed land, i en anderledes kultur, med et sprogligt handicap, uden hjem eller økonomisk indkomst, osv.
Fra tid til anden havde den marokkanske forening et program for denne gruppe (EXYI: Ex-Protected Young Immigrants — da: tidligere beskyttede unge immigranter). De unge, som har deltaget i LEMA projektet i Málaga, er en del af EXYI programmet i den marokkanske forening. Vi arbejdede særligt med en gruppe på ca. 10 unge, alle af hankøn. Medlemmerne af gruppen varierede under projektets forløb. Mobiliteten af af disse unge mennesker er en del af deres virkelighed. Under forløbet var der flere drenge, som forlod projektet for at søge andre muligheder, mens andre kom til for at tilslutte sig projektet.
Hovedformålet med LEMA-projektet var rettesnor for de initiativer, som blev gennemført i Málaga. Indenfor denne målramme blev der lagt vægt på den socialpædagogiske indsats med de unge. Mere specifikt blev en proces af socio-uddannende følgeskab formet omkring en analytisk handling, som havde til intention at styrke og inkludere. I det følgende afsnit vil de socialpædagogiske fundamenter for denne proces blive forklaret. De vigtigste tiltag, som blev gennemført for at virkeliggøre processen, vil blive beskrevet. I sin essens bestod opgaven i at analysere, i samarbejde med de unge, deres livsfortællinger, med fokus på modstandskraft. Modstandskraft forstås her ud fra et miljømæssigt perspektiv (ikke kun individualistisk), tværgående og langsgående (som et resultat af sammenløbet af talrige og varierende faktorer igennem en livstid).
De socialpædagogiske fundamenter, som danner grundlag for de socialpædagogiske tilgange til arbejdet med de unge mennesker i Málaga, er beskrevet nedenfor. Da disse fundamenter bliver gjort eksplicitte, vil de bærende dynamikker, som muliggjorde arbejdet med disse unge, blive beskrevet.
Den anvendte interventionsmodel er et resultat af kombinationen af forskellige perspektiver. Perspektiver, som de forskellige medlemmer af LEMA i Málaga, har anvendt i andre projekter (individuelt og sammen og fra supplerende tilgange) involverende børn unge i risikozonen (dvs. en befolkningsgruppe med lignende karakteristika), med gode resultater til følge. Disse perspektiver er blevet defineret ved at analysere disse erfaringer. Derfor er dette skriv kogt ned, fundamentalt baseret på kerneidéerne af de referencer, som findes til slut i denne tekst. Der er tale om udgivelser produceret af medlemmerne af LEMA holdet i Málaga. LEMA projektet har givet mulighed for, at kombinere de stærke punkter fra disse perspektiver og til at forbedre de aspekter, hvor det er nødvendigt. Dette for at gøre et kvalitativt spring i konstruktionen af en mere komplet og holistisk model, som kombinerer disse supplerende tilgange og giver mulighed for en mere vidtrækkende socialpædagogisk tilgang. I kraft af dette er en multi-tilgang model blevet dannet ved at kombinere følgende perspektiver: miljømæssig-humanistisk, frigørende-kritisk og inklusiv.
Disse bånd var enkeltstående tilfælde, men lidt efter lidt blev de stærkere og et net af relationer blev vævet omkring projektet, som, ud over at repræsentere en ny social omgangskreds for de unge, brød frem som et støttenetværk for dem. Nogle sammenlignede det med en familie
“Jeg har det godt [med projektet] fordi vi nu er som en familie, alle har fået en ekstra familie.“
Fokusgruppe af unge fra den marokkanske forening.
Essensen af sådant et miljø var humanistisk. Hovedpræmisserne, som gennemsyrede det var: beskyttelse, rimelighed, respekt, lighed, dialog og frihed. Derudover blev et arbejdssystem baseret på personlig opmærksomhed udarbejdet. Som udgangspunkt blev hver af de unge bedt om tegne en “Life Line”. Der blev taget hensyn til, at det var en fremmed opgave for dem og at nogles abstraktionsniveau var begrænset. Et system af pararbejde blev artikuleret. Hver af de unge mennesker fra den marokkanske forening ville få følgeskab af en frivillig, en underviser eller en forsker. De frivillige var universitetsstuderende, underviserne var ansat af den marokkanske forening og forskerne kom fra Universitetet i Málaga. De var til stede ved alle sessioner, deltog i rekreative aktiviteter ved dagens begyndelse og arbejdede derefter alene med det unge menneske, som de blev parret med. Dette tillod en mere human og individualiseret behandling blandt medlemmerne af hvert par. De lærte hinanden at kende på en mere personlig og intim måde og mere stabile bånd blev dannet.
Den anden tilgang, som vi har arbejdet med, har været den frigørende-kritiske. Denne tilgang blev artikuleret gennem den intervenerende model kaldet: socialpædagogisk akkompagnement, som er baseret på gåture med den anden person, for at yde støtte og vejledning i forløbet af gåturen. Formålet med denne model er, at bidrage til udviklingen af selvstændige mennesker med tilstrækkelige værktøjer til at udvikles autonomt i deres miljø.
I situationen hos LEMA Málaga, gik vi ture med de unge fra den marokkanske forening i sessioner, der blev afholdt ugentligt i projektets regi. Selv om vi også var ved deres side, når de mødte andre af livets omskiftelser (individuelle og tilfældige), som var anset som nødvendige. Som for eksempel, at overkomme barrierer eller simpelthen at tilbringe tid med dem. I dette tilfælde var følgeskabet designet til at fuldføre de givne opgaver, men fremmest af alt at støtte dem, da målet var at de skulle opnå selvtillid og de nødvendige værktøjer for at kunne flyve på egen hånd.
“Jeg kan godt lide dette projekt, fordi vi for eksempel i weekenden går ud og drikker kaffe og ser fodbold, og vi føler os ikke alene hjemme. Vi har for eksempel ikke de dage, hvor din tålmodighed slipper op, og du har det dårligt. For at det ikke skal ske, takket være projektet skal vi spille, have det sjovt, se fodbold, drikke en kop kaffe”
Fokusgruppe af unge fra den marokkanske forening.
Hvad angår opgaven med at udfærdige analyser baseret på de unges “Livslinjer”, blev de guidet i deres besvarelser, med tilbud om vejledning og råd. Samtidig blev de adspurgt om tvivl og spørgsmål, som fik dem til at reflektere over sagen. Det personaliserede arbejde, som blev udført med hver af de unge, kulminerede i en kollektiv fokusgruppe, hvor de diskuterede sammen, på en fornuftig måde, de vigtigste aspekter, som havde opstået individuelt. Alt dette blev gjort, for at få dem til at reflektere over deres egen virkelighed. Derfor havde følgeskabet også en uddannende karakter, da det søgte at udvikle argumenter, som kunne hjælpe dem til at forstå, på en mere udførlig måde, kompleksiteten af situationen, som de befandt sig i, for at få glimt af løsningsmetoder og for at udforske fleksible strategier. Alt dette blev udviklet fra et kritisk perspektiv, som havde til mål lige muligheder og social retfærdighed. (Freire, 19762; Giroux, 19833), eftersom den på den ene side søgte at modvirke de udfordringer, som de blev mødt med, og på den anden side, at transformere strukturer og mekanismer, som forhindrede deres udvikling (fremgang for medlemmerne af denne gruppe).
Den tredje tilgang, fokus på diversitet og inklusion, var udviklet parallelt som en konsekvens af alt det førnævnte. Tilgangen går ud på, at kritisk myndiggørelse af medlemmer af en udsat minoritetsgruppe, gennem det humanistiske miljø, også sigter at bidrage til deres fulde udvikling. Med andre ord, ud fra ovennævnte perspektiver, handlede det også om, at lægge fundamentet til, at disse mennesker kunne udvikle sig i alle dimensioner og alle livets områder.
Det blev taget i betragtning, at to af de tre basale menneskelige behov
(Maslow, 19754), fysiologi og beskyttelse, var minimalt dækket af programmet med opmærksomhed på EXYI af den marokkanske forening. Fra et inkluderende perspektiv blev en mekanisme artikuleret, for at bidrage til udviklingen af den tredje: tilknytning — tilhørsforhold (som er den, der fuldender det basale overlevelsesniveau). For at fuldende det førnævnte andet behov, skabelse af mere sikre omgivelser for de unge mennesker.
Involveringen af de frivillige i projektet (en gruppe unge universitetsstuderende på samme alder som de unge fra den marokkanske forening) gjorde det muligt at generere dette miljø og at udbrede systemet af sociale relationer blandt de sidstnævnte. Det gav dem mulighed for, at relatere til mennesker uden for den marokkanske forening (indfødte i Málaga) i tillidsfulde omgivelser. Dette var behageligt for dem, muliggjorde skabelsen af rødder og fik dem til at se, at de var i færd med at udleve deres migrantdrømme, hvilket gav dem styrke til stadigt at bevæge sig fremad.
“For mig er det vigtigt, fordi der ikke er mange mennesker, som tilbyder at være omkring os. Som vi sagde før, har vi brug for at blive stolet på. Der er mange mennesker, som er spaniere og som ikke stoler på os, men disse mennesker gør”
Fokusgruppe af unge fra den marokkanske forening.
Ved at kombinere disse tre tilgange, blev en mere omfattende og vidtrækkende interveneringsmodel skabt, som i Málaga bidrog positivt til udviklingen af unge mennesker, som deltog i projektet. Selv om de forskellige tilgange var supplerende, arbejdede vi på, at tilpasse dem på en fyldestgørende måde, hvilket gjorde skabelsen af multi-tilgangs modellen: personaliseret, holistisk, koordineret, omfattende og sat i netværk. Dette tog hensyn til virkeligheden for hver enkelt ungt menneske, fra praktisk talt alle aspekter. Det ville ikke have været muligt, at gøre fremskridt på samme måde, hvis de forskellige dimensioner af hver case havde været håndteret på en generisk og adskilt måde.
Herunder findes nogle af kilderne udgivet af LEMA medlemmerne i Spanien, som støtter ovenstående:
Ruiz-Román, C. y Herrera-Pastor, D. (2020). La investigación de la Resiliencia y el Acompañamiento Socioeducativo: situación, limitaciones y posibilidades desde la mirada de la desventaja social [Researching on resilience and socio-educational accompaniment: Situation, limits and possibilities from social disadvantage]. En E.S. Vila Merino e I. Grana Gil (coords.). Investigación educativa y cambio social (211–226). Barcelona: Octaedro.
Herrera, D., Juárez, J. y Ruíz-Román, C. (2020). Collaborative leadership to subvert marginalisation. The workings of a socio-educational network in Los Asperones, Spain. School Leadership & Management, Vol. 40, 2–3, 203–220. DOI: https://doi.org/10.1080/13632434.2019.1699525
Ruiz-Román, C., Juárez, J. y Molina, L. (2020). Facing adversity together by looking beyond ability: an approach to resilience among at-risk children and youth. European Journal of Social Work, 23(2), 315–326. DOI: https://doi.org/10.1080/13691457.2019.1570084
Herrera-Pastor, D., Padilla-Carmona, M.T., & González-Monteagudo, J. (2020). Acompañamiento sociopedagógico, holismo y longitudinalidad: Claves de una buena práctica con un menor infractor [Socio-pedagogical accompaniment, holism and longitudinality: Keys from a good practice with a young offender], Vol. 22 (1), 62–74. Revista Fuentes. DOI: https://doi.org/10.12795/revistafuentes.2020.v22.i1.05.
Delgado, P., Bernedo, I., Carvalho, J., Salas, M. y García-Marín, M. A. (2019). Foster Carers’ Perspectives about Contact in Portugal and Spain. International Journal of Social Science Studies 7(6), 145–153. DOI: https://doi.org/10.11114/ijsss.v7i6.4502
Ruiz-Román, C., Molina, L. y Alcaide, R. (2019). We have a common goal: Support Networks for the educational and social development of Children in Disadvantaged Areas. British Journal of Social Work. 49 (6), 1658–1676. DOI: https://doi.org/10.1093/bjsw/bcz063
Herrera Pastor, D., Soler García, C. y Mancila, I. (2019). Interculturalidad Crítica, Teoría Sociolingüística e igualdad de oportunidades. La extraordinaria historia de un menor infractor [Critical Interculturality, Sociolinguistic Theory and Equity. The extraordinary story of a juvenile offender]. Revista Tendencias Pedagógicas, 33, 69–82. DOI: https://doi.org/10.15366/tp2019.33.006
Fuentes, M. J., Bernedo, I., Salas, M. D. y García-Martín, M. Á. (2019). What do foster families and social workers think about children’s contact with birth parents? A focus group analysis. International Social Work 62(5), 1416–1430. DOI: https://doi.org/10.1177/0020872818775475
Ruiz-Román, C. y Rascón, M.T. (2017) Between two shores: A multiple case study on the crisis of values and educational practices in Moroccan immigrant families in Andalusia, Spain. Children’s Geographies, 15 (2), 177 – 192. DOI: https://doi.org/10.1080/14733285.2016.1214683
Herrera-Pastor, D. y De Oña-Cots, J.M. (2017). Personalizar la intervención educativa con menores en situación de riesgo es fundamental para su desarrollo, la igualdad de oportunidades y la justicia social [Personalizing educational intervention provides equality of opportunities to under eighteen at risk]. Revista Internacional de Educación para la Justicia Social, vol 6, nº 2, 149–165. https://doi.org/10.15366/riejs2017.6.2.009
Ruiz Román, C.; Calderón Almendros, I. y Juárez, J. (2017). La resiliencia como forma de resistir a la exclusión social: un análisis comparado de casos [Resilience as a way of resisting social exclusion: a comparative analysis of case studies]. Pedagogía Social. Revista Interuniversitaria, 29, 129 – 141. DOI: 10. SE7179/PSRI_2017.29.09
Herrera Pastor, D. y De Oña Cots, J.M. (2016). La importancia del ambiente de aprendizaje. Pedagogía ecológica en un centro de menores [The relevance of the learning environment. Ecological education in a detention centre]. Revista Fuentes, 18 (1), 77–90. DOI: http://dx.doi.org/10.12795/revistafuentes.2016.18.1.05
Bernedo, I. M., Ruiz, C., Lino, R. y Juarez, J. (2019). Situación
educativa y sociolaboral de familias en exclusión social en Málaga. En J. A. Marín-Marín, G. Gómez-García, M. R. Navajas-Parejo, y M. N.
Campos-Soto (Eds.), Inclusión, Tecnología y Sociedad: investigación e
innovación en educación (pp. 1328–1341). Editorial Dykinson, S.L. (ISBN:
978–84-1324–491‑4).
García-Martín, M. A., Fuentes, M. J., Bernedo, I. M., y Salas, M. D.
(2019). The views of birth families regarding access visits in foster care. Journal of Social Work, 19(2), 173–191. doi: 10.1177/1468017318757399
Contact: Ph.D., Associate Professor Ditte Tofteng, Copenhagen University College DITO@kp.dk
